
Et udpluk af vore nye brætspil
Her på det seneste har vi i familien genoptaget en gammel interesse, nemlig at spille brætspil. Denne interesse eller hobby om man vil, har ellers været lagt lidt på is de sidste mange år, vel nok siden kort før at vi fik børn dvs. for mere end 5 år siden. Eneste undtagelse har været vore sommerferier, hvor vi typisk har haft ”Trivial Pursuit: Star Wars Edition” med på ferie. Det var faktisk også denne års sommerferie der var årsag til at vi genopdagede glæden ved at spille brætspil.
Det hele startede med at jeg ville finde et nyt brætspil som vi kunne spille med Anna og Mads hvis det blev regnvejr mens vi var på ferie, hvilket der jo var stor sandsynlighed for
Jeg fandt en artikel på nettet der omtalte spil der var blevet kåret som de bedste i 2010 af Guldbrikken. Her havde spillet ”Wolfy” vundet i kategorien ”Årets Børnespil”. Spillet blev bestilt på nettet – og da vi havde fået det og spillet det for første gang, tænkte jeg at det faktisk kunne være rigtig sjovt at også købe et nyt voksenspil.
Jeg begyndte at ”Google” brætspil og faldt bl.a. over sitet boardgamegeeks.com der er et eldorado for brætspillere. Her er uanede mængder af information om brætspil, anmeldelser, videoer, billeder, top-lister inddelt i kategorier m.m.
Via boardgamegeek.com fandt jeg frem til et antal mulige spil der kunne dække de aktuelle kriterier, der er præget af det at have mindre børn (som man jo også gerne vil være sammen med) :
- Ikke tage for lang tid at lære/sætte sig ind i
- Ikke tage for lang til at spille
- Ikke ligne noget af det vi havde i forvejen
For at gøre en lang historie kort, så faldt valget på “Small World” fra Days of Wonder. Kort fortalt er “Small World” en verden der er beboet af skøre figurer som dværge, troldmænd, amazoner, giganter, orker og endda mennesker, der bruger deres tropper til at besætte territorier og erobre tilstødende lande med henblik på at skubbe de andre racer væk fra jordens overflade. Efter hver runde opgøres antallet af besatte territorier som afregnes med guldmønter. Den spiller der ved spillets afslutning har flest guldmønter vinder spillet!
Efter “Small World” er det yderligere blevet til et antal nye brætspil (til både børn og voksne) som vi spiller så ofte tiden tillader det, oftest i weekenderne, til glæde for børn og voksne

www.tabletopgamers.dk
For ikke at blande tingene alt for meget sammen, har vi kreeret et nyt website hvor vi fremover vil skrive om brætspil, f.eks. nyheder fra ind- og udland, samt til tider også anmelde diverse spil, ofte med Anna og Mads’ indgangsvinkel til spillene. Læs mere på www.tabletopgamers.dk